a u t o f u n k : new york city b l o g

Først og fremmest: Det er godt nok lang tid (2 måneder) siden jeg har opdateret denne blog. Dette skyldes jo naturligvis primært at der har været travlt - både med The Tank, Urlyd og T.G. Management - men også at Diana og jeg har kastet mange kræfter i vores fællesblog (se link i infoboksen i øverste højre hjørne på denne blog).

Nå, men nu er jeg simpelthen igang igen - og skriver fra nu af på begge blogs (og jeg har også en masse på hjerte som vil blive tilføjet her). Først og fremmest så vil jeg fortælle om et helt fantastisk nyt initiativ på nettet, skabt af en dansk entreprenør, som Diana og jeg så i en podcast for nogle dage siden (jeg tror det var Dags Dato). Initiativet hedder MyC4 og det er en portal som kæder afrikanske mikrovirksomheder i Uganda sammen med danske mikroinvestorer. Hvad betyder det? Det betyder simpelthen at sådan nogle som dig og mig nu kan investere direkte i små, afrikanske virksomheder som MyC4 har godkendt til at være seriøse og værdige til investering (via en screeningproces). Man går simpelthen ind på www.myc4.com og ser en kort film om hvordan det virker - og så registrerer man sig, indbetaler lidt penge (jeg har startet med at indbetale 15 Euros), vælger blandt en række små virksomheder som er portrætteret og så trykker man på investér-knappen - og så råder denne lille virksomhed over pengene i en given periode, typisk 6-12 måneder - hvorefter de betaler tilbage med en rente på typisk 10-12%. Tilbagebetalingsprocenten er 99%, idet virksomhederne via denne gode kreditvirksomhed gør sig fortjent til større og større investeringsbeløb.
Der er ikke tale om velgørenhed i traditionel forstand - MyC4 modtager provisionsbetaling for deres formidling - men det er en win-win for alle. Den afrikanske entreprenør får adgang til kapital (hvilket sjældent er muligt fra lokal side, og ofte til en rente der er 5-10 gange så høj som MyC4's - eller lån fra lånehajer der hæver renten efterfølgende), investoreren får et afkast for låne pengene ud og MyC4 får en procentdel af afkastet for at kæde disse to enheder sammen. Og det bedste af det hele er at man hjælper lige præcis dér hvor vores velfærdsverdensmaskineri halter allermest: Ved at give tredieverdenslandende en chance for at komme op af hullet. Lige præcis dér skal indsatsen lægges i stor stil - ikke via latterlig eftergivelse af gæld (Blair/Bush mediestunt) - men ved at give mulighed for at skabe vækst og fremdrift. Noget som regionaliseringsprojekter som EU jo er med til at dræbe, da alle vores handelsbarrierer jo blot sørger for at os der sidder indenfor muren bliver rigere og dem som sidder udenfor ikke lævnes en chance.

Nu har DU chancen for at gøre noget - 15 Euros er det eneste du blot låne ud - og du får pengene igen med renter, mens du kan følge projektet hele tiden undervejs (ingen Jørgen Poulsen gyldne-håndtryk her). Jeg har fx investeret i en frisørsalon i Kampala i Uganda - indehaveren hedder Agnes og hun virker til at være en kvinde med ben i næsen, og det vil jeg gerne støtte! Go-go Agnes!

MyC4 - gå derind nu, det er både sjovt og så GØR du rent faktisk noget for at hjælpe Afrika. Hvad venter du på? Har du flere dårlige undskyldninger for IKKE at gøre det? Nej, vel? Afsted!

Interviewet med Charlie Ahearn forløb perfekt og jeg suste straks derefter på arbejde. Dette overskygges dog fuldstændig af det faktum at Diana ankommer idag. Så straks efter arbejde tog jeg toget til JFK for at møde hende (note: Hvis du nogensinde skal fra Manhattan til JFK med subway'en, så sørg for at tage den blå linie til Howard Beach - ikke til Lefferts Boulevard. Begge steder har connection til lufthavnens airtrain, men sidstnævnte via bus M10, og det er ærligt talt lidt af en jungle at finde ud af hvilken bus der kører til lufthavnen - det er nemlig kun nogen af M10-busserne på ruten der gør det, og chaufførerne er - i vanlig chaufførstil - sure som citroner når du spørger dem om noget. Så: Howard Beach. Her stiger man direkte fra subway over i airtrain'et). Diana ankom helt efter planen og vi tog tilbage til Manhattan, hvor East Villlage's nok bedste pizza-joint fik besøg (East Village Pizza, 145 First Ave, NYC 10003) - det var bare en helt perfekt aften!

Som beskrevet tidligere var jeg jo til en bogsignering i Brooklyn forrige weekend, hvor den legendariske filminstruktør Charlie Ahearn fortalte om hans milepæl af et mestervæk, hip hop opusset Wild Style, der tilbage i 1982 blæste hip hop kulturen og graffitien fra Bronx ud over resten af USA og verden. I anledningen af 25-års jubilæet for filmen har han udgivet behind-the-camera bogen Wild Style The Sampler og en udvidet udgave af filmen på dvd. Efter bogsigneringen forrige weekend fik jeg en kort snak med ham og fik i den forbindelse en idé: Nemlig at dette kunne være en god indgangsvinkel til at komme til at skrive en god freelanceartikel, hvilket jeg jo brænder for at komme igang med. Således spurgte jeg ham om han var med på at give interviews hvis det blev aktuelt, hvilket han ikke havde noget imod, så længe der var tale om seriøse henvendelser. Da jeg kom hjem smed jeg en mail til Jonny Hefty der sidder som redaktør Danmarks største hip hop blad, Actionspeax, for at høre de ville være interesseret i en artikel om dette - og det var de! Så efter lidt mailkorrespondance fik jeg kørt tingene i stilling - og er så gået og har ventet på en tilbagemelding fra Charlie om hvornår det ville passe ham at få besøg af mig. Den tilbagemelding kom så her til aften - med forslag om at lave interviewet imorgen tidlig kl. 9! Dette er i og for sig fint nok, selvom det unægteligt lægger en del pres på mig mht. min research forud for interviwet. Således er jeg først gået i seng her kl. 04.15 om natten, da jeg skulle læse hans bog fra ende til anden (270 sider, dog med mange billeder - heldigvis) og downloade filmen og se igen (jeg har ikke set den i mange, mange år). Derudover rendte jeg også ud og købte et diktafonmodul til min iPod, så jeg kan optage hele sessionen og sikre korrekt citering. Så nu er jeg klar.

Lørdag blev en stille dag - jeg fik ordnet en masse arbejde og til aften gik jeg med Diana's veniner ud og spiste på en billig kinesisk/japansk restaurant på 2nd Ave - det var rigtigt hyggeligt.Min udlejer Jasmine havde godt nok advaret mig om at naboerne kunne være lidt tunge at danse med, men først idag fik jeg syn for sagen idet der blev skubbet en klage ind under døren (!). Vores underbo var åbenbart særdeles træt af den trafik der var ud og ind ad lejligheden og den "hensynsløse og konstante flytning af baggage og møbler i lejligheden, hvilket fik hendes loft til at krakelere". Så er man godt nok nærtagende, for ærligt talt er der tale om meget lidt flytten rundt på baggage og meget lidt larm. Men eftersom udlejning af lejligheder i denne opgang ikke er officielt godkendt, gælder det om at gå stille ved dørene, og Diana's veninder foreslog at tage på vandrehjem de sidste dage for at undgå mere bøvl. Så sådan blev det, selvom det var møgirriterende for både mig og dem. Heldigvis kom Jasmine forbi og snakkede underboen til ro - pyha.

Lørdag blev en stille dag - jeg fik ordnet en masse arbejde og til aften gik jeg med Diana's veniner ud og spiste på en billig kinesisk/japansk restaurant på 2nd Ave - det var rigtigt hyggeligt.

Jeg aftalte med Diana's veninder at vi skulle ud og høre noget musik, og efter forgæves at have forsøgt at få billetter til danske Raveonettes (udsolgt) og et af mine nye favoritbands The National (også udsolgt), faldt valget på australske Architecture in Helsinki som med opvarmning af svenske Lo-Fi Fnk og Panther spillede på Studio B i Brooklyn. Det blev en rigtig fed koncert og det teatralske band skuffede på ingen måde det fyldte spillested. Efter koncerten tog vi på en bar på 1st Avenue, som veninderne havde spottet tidligere på dagen.

Lommefilosofi: Kultur ad libitum
Lige inden afgang til koncerten fik jeg dog skrevet min månedlige klumme til Aalborg Universitet's blad Agenda, hvor jeg hver måned rapporterer fra byen og fra mit internship. Jeg valgte at inddrage aftenens koncert i teksten.
Læs november-klummen: Kultur ad libitum - klik på pilen til højre (eller læs hele bladet her)

Læs mere

Igår var en sorgens dag for New York: Deres elskede baseball-stolthed New York Yankees røg ud af de såkaldte play-offs, efter en svag indsats i flere kampe mod Cleveland Indians. Så nu forventes det at holdets ene store stjerne, Alex Rodriguez - med kælenavnet A-Rod - forlader holdet i bar skuffelse (hans kontrakt lyder på 275 mio. dollars og strækker sig over 10 år, så måske ville jeg overveje at blive hvis jeg var ham :). Også træner Joe Torre sidder som direkte følge deraf løst i sæddet, selvom han nærmest er en institution i byen, hvor han har siddet i embedet i 12 år og har hjemførst flere World Series titler. Yankees er ligesom baseballs Real Madrid, og kun guld tæller.Nu er det jo således at både mig og Diana's visum er blevet voldsomt forsinket - specielt Diana's, som stadigvæk ikke er på plads - det er frygteligt træls, og vi går og venter og venter. Ironisk nok, så havde Diana tilbage i forsommeren dog aftalt med en flok af hendes veninder at de skulle komme og besøge hende, og kort tid derefter bestilte de billetterne for at få dem billigt - ud fra den betragtning at til oktober var jeg og Diana jo ihvertfald forlængst kommet herover. Dette viste sig jo så bare ikke at være tilfældet. Således bliver det nu således at de kommer herover før Diana, helt præcist idag, hvilket jo er lidt uheldigt. Ikke desto mindre håber vi dog at Diana kommer herover i løbet af få dage, så de kan opleve byen sammen. Indtil da får jeg muligheden for at lære dem lidt bedre at kende - de skal jo bo her i lejligheden mens de er på besøg :)

Igår var en sorgens dag for New York: Deres elskede baseball-stolthed New York Yankees røg ud af de såkaldte play-offs, efter en svag indsats i flere kampe mod Cleveland Indians. Så nu forventes det at holdets ene store stjerne, Alex Rodriguez - med kælenavnet A-Rod - forlader holdet i bar skuffelse (hans kontrakt lyder på 275 mio. dollars og strækker sig over 10 år, så måske ville jeg overveje at blive hvis jeg var ham :). Også træner Joe Torre sidder som direkte følge deraf løst i sæddet, selvom han nærmest er en institution i byen, hvor han har siddet i embedet i 12 år og har hjemførst flere World Series titler. Yankees er ligesom baseballs Real Madrid, og kun guld tæller.

Imorges da jeg gik på arbejde havde jeg ellers en sjov oplevelse. Jeg kunne nemlig næsten ikke komme ind i bygningen, da hele fortovet var lavet om til tv-location. Jeg spurgte én fra film-crewet hvad de optog og det viste sig at være selveste Law and Order, som vist er et ret stor reality-show herovre. Sjovt. De var dog ved at pakke sammen da jeg kom, så jeg kunne ikke snige mig med i optagelserne - æv.

Det har godt nok larmet udenfor mine vinduer idag. Nysgerrigt kravlede jeg ud på brandtrappen (de sidder jo på forsiden af husene her i NYC - så det er ligesom en lille terasse som jeg tit benytter mig af til at sidde og læse og nyde aftensolen). Jeg kunne nu se at kirken overfor min bygning sydede af aktivitet, og der var folk igang med at bygge "floats", dvs. vogne med lydanlæg og udsmykning. På disse vogne stod nu bands og lavede lydprøve, og de skulle åbenbart tjekke præcist hvor højt de kunne spille. I meget lang tid. Flot var det dog, selvom jeg ikke aner anledningen.

I forbindelse med Diana's og min lejlighedssøgning herovre kom jeg i kontakt med herboende dansker ved navn Albert, som for en periode har rykket teltpælene op for at bosætte sig i det store æble. Han er skuespiller og går på en prominent skole herovre. Ham mødtes jeg med og han var en rigtig hyggelig fyr, så vi aftalte at hooke op igen snarest.
Herefter tog jeg som planlagt til Brooklyn for at tjekke nogle bogsigneringer ud på forlaget Powerhouse Publishing, som viste sig at ligge i en fantastisk gammel havnebygning lige under Brooklyn Bridge. Her var hele deres foyer fyldt op med hip hop litteratur og -entusiaster og hele dagen lang var der så timelige bogsigneringer. Mens jeg var der oplevede jeg Felicia Pride som havde skrevet bogen The Message, samt den legendariske Charlie Ahearn som tilbage i 1982 instruerede historiens måske mest toneangivende hip hop film, Wild Style. I anledningen af 25-års jubilæet havde han udgivet en udvidet udgave af filmen og en 'behind-the-scenes'-bog med titlen Wild Style The Sampler. Han viste fraklip, nye optagelser og fortalte en masse fra tilblivelsen af den banebrydende film om graffiti, mc'ing og hip hop. Det var super cool og jeg fik en kort snak med ham bagefter.

Litteratur: Hip hop - og Wildstyle - won't stop
Til dagens bogsignering fik jeg købt en lille stak fede hip hop bøger:

Felicia Price - The Message: 100 Life Lessons from Hip-Hops Greatest Songs
Jeff Chang - Can't Stop Won't Stop: A History of the Hip-Hop Generation
Brian Coleman - Check the Technique: Liner Notes for Hip-Hop Junkies
Charlie Ahearn - Wild Style The Sampler

Læs mere

I disse dage løber der en festival ved navn The New Yorker Festival, arrangeret af det traditionsrige og (pseudo-) intellektuelle blad The New Yorker. Festivalen arrangerer paneldiskussioner, bogsigneringer og andre litterære aktiviteter, og et arrangement der fangede min opmærksomhed var invitation af den britiske forfatter Salman Rushdie som blev verdenskendt tilbage i 80'erne, da han pådrog sig det meste af den muslimske verdens vrede pga. hans roman De Sataniske Vers og det hele kulminerede i at Ayatollah Kohmeini udstedte en fatwa, dvs. en dødsdom over ham. Læs mere om ham og denne sag på Wikipedia.
Invitationen fra The New Yorker Festival strækker sig over to arrangementer, dels en bogsignering i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog, The Ground Beneath Her Feet, og derudover en offentlig debat/diskussion (en såkaldt Fiction Night) hvor Rushdie sidder overfor forfatteren Orhan Pamuk over temaet 'Homeland'. Dette foregik i går (fredag), og selvom det lød særdeles spændende, endte jeg med at blive hjemme, da jeg var for træt til at tage afsted. Men idag tog jeg til bog-signeringen i The New Yorker-festivalens hovedkvarter og fik hilst på Rushdie - og taget et billede. Da jeg ankom en halv time før showtime, gik jeg lidt rundt i den messeagtige sal, hvor der var forskellige boder med indslag, bl.a. foredrag med tegneserietegnere som var ganske underholdende (jeg kendte dog ikke nogen af dem). Eftersom det jo var en bogsignering var min plan naturligvis at købe Rushdies bog, men til min ærgrelse havde de ikke De Sataniske Vers, kun de nyere bøger, så jeg skynde mig at gå et par blokke fra stedet over på 5th Avenue, hvor der lå en Barnes and Noble, hvor jeg kunne erhverve bogen (dette er iøvrigt verdens største boghandel - den var godt nok også stor!).
Tilbage til festivalen stillede jeg mig i kø sammen med et har hundrede andre, hvoraf mange havde hele hans bagkatalog med til signering. Nå, men nu er dette jo USA, og her står man ikke i kø uden at blive eksponeret for enten reklame, underholdning eller anden adspredelse. Således fik vi gratis is (Häagen-Dazs) og jeg var med i en tegneseriekonkurrence, hvor man på bedste Gary Larson-vis skulle sætte tekst til en vittighedstegning. Man kunne vinde et såkaldt XT-ur, så nu må vi se om også amerikanerne forstår min humor :)

Det imponerende program til VH1 Hip Hop Honors Weekend gør jo at man må vælge. Således gik jeg glip af et par ting jeg ellers havde sat i kalenderen: Dels nattefremvisningen i Brooklyn af de klassiske hip hop film Krush Groove og Beat Street og dels gratis scratch workshop med legendariske Grand Wizard Theodore på New York's turntable-DJ-skole (ja, sådan én findes der!) - den hedder The Scratch DJ Academy og ligger på 6th Ave.
Der var også en række bogsigneringer hos Powerhouse Publishers i Brooklyn jeg gerne ville have oplevet, men der er flere imorgen, så det satser jeg på at nå.

Litteratur: De Sataniske Vers og mig
Til dagens bogsignering fik jeg købt og signeret Salman Rushdie's mest kendte værk, The Satanic Verses

Læs mere

Jeg arbejder jo en masse via computeren/telefonen for mine forskellige projekter hjemme i Danmark - dels T.G. Management og dels mit pladeselskab Urlyd og dettes medlemskab i Labelkollektiv, hvor jeg sidder som formand. Én af de store tidsrøvere den seneste tid har været etableringen af et spin-off firma i Labelkollektiv-regi, nemlig pladedistributionsfirmaet Labelkollektiv Distribution. Helt kort fortalt skal dette firma udsende plader til pladeforretninger i hele landet, både vores egne (i Labelkollektiv), men også for en masse andre labels. Vi har arbejdet for at få lager, forsikring, salgsmateriale, kontrakter og meget mere på plads - og idag kunne jeg endelig sende salgsbrev ud til de labels vi vil tilbyde vore ydelser. Så det er spændende (vi har allerede forhåndsaftale med nogle stykker, bl.a. DVP som udgiver Under Byen, Speaker Bite Me og mange andre navne. Det er spændende.
Den officielle launch bliver d. 1. november, hvor første nyhedsbrev ryger ud til butikkerne i hele landet.

Derudover var jeg lige omkring The Tank idag for at lave noget overarbejde - det kan jeg åbenbart ikke slippe for, uanset hvilket land jeg havner i :)
Faktisk var det som altid frivilligt, da jeg igår ikke nåede at blive færdig med pressemeddelelsen for Blip festivalen, og denne skal gerne udsendes mandag morgen. Det er et superspændende project (og det er hele The Tank generelt), så jeg vil gerne putte lidt ekstra kul i motoren.

Og jeg kom ikke til DJ Krush igår, æv.

Jeg er for alvor begyndt at benytte mig af podcasting og videopodcasting: TV2-nyhederne, Den 11. Time, Comedy Central, The New York Minute Show - og nogle musik podcasts, herunder BBC-værten Gilles Petersons World show, som sætter fokus på alle mulige genrer over hele verden. Hip hop, jazz, electronica, house - og lige nu baile funk, som er en særdeles spændende brasiliansk musikgenre, som bl.a. også Master Fatman har kastet sig over, har jeg læst. Det er sådan lidt a la en blanding af bossa nova, drum'n'bass, latin house og samba - det er rigtigt fedt.

Det meste af denne dag gik med at undersøge mobiltelefoni herovre hos Verizon, Virgin, AT and T, Cingular, T-Mobile og en række mindre selskaber (det er totalt uoverskueligt - meget mere uoverskueligt end hjemme i DK - sådan noget med at man kan ryge et taksttrin ned, hvis man taler mere end 17 minutter om dagen, men samtidig skal betale en dollar om dagen i opstart de dage man bruger telefonen efter kl. 12.00, men før kl. 16.00. Yderligere får man halv pris på aften- og weekendopkald, hvis man indsætter minimum 20 dollars på sin account indenfor en periode på 6 dage og så får man billigere telefoni til mobiltelefoner på samme GSM-net (det skal retfærdighedsvis siges, at jeg har rodet reglerne fra de forskellige selskaber lidt sammen her for at understrege uoverskueligheden :)

Derudover fik jeg betalt 2. del af huslejen nede i butikken hos Jasmine i Nolita-området. Dejligt at have dette på plads.

Politisk bevidsthed: 'Den Uendelige retfærdigheds Aritmetik' og 'Krig Er Fred'
Så er jeg blevet færdig med den kvindelige indiske forfatter Arundhati Roy's 'Menigmands Guide til Imperiet', og den har gjort et kæmpe indtryk på mig. Sjældent har jeg læst så skarpt, præcist, velbegrundet og velformuleret saglig kritik af den politiske situation i verden idag.
Hun indkapsler med få ord så mange af de frustrationer den tredie verden - og den dybt bekymrede del af den vestlige verden - ligger inde med idag. Bogen er en samling af essays som Roys har skrevet til diverse tidsskrifter verden over - lige fra svenske Aftonbladet til britiske The Guardian og tyske Tagezeitung.
Jeg har valgt at gengive to af hendes essays fra bogen her, da jeg mener at alle mennesker i hele verden bør læse dem. Jeg garanterer dig at du vil ikke se på verden med samme øjne når du har læst disse intelligente tekster skrevet fra indersiden - fra den undertrykte 3. verden. Jeg opfordrer dig på allerkraftigste vis at bruge dine næste 15 minutter i lag med disse to essays - det skylder du din egen samvittighed og bevidsthed.

Her er en lille smagsprøve, hvor Roy tager fat i de uhyrlige uretfærdigheder i Afghanistan og kigger på det fuldstændigt himmelråbende groteske i, at den amerikanske hær ubønhørligt bomber landets ludfattige befolkning sønder og sammen - igen - efter at russerne har allerede har bombet landet kontinuerligt igennem de seneste 20 år (for at ramme militser bevæbnet med amerikanske våben og trænet af CIA). Teksten er skrevet i dagene efter at den amerikanske hær i blodig hævntørst over 9/11 kastede tusinder af tons bomber ud over landets byer for at ramme de få talibanske magthavere:

Halvanden million afghanere har mistet livet i de 20 års krig, der gik forud for denne nye krig.
Afghanistan blev lagt i ruiner, og nu bliver ruinerne hamret til finere støv. Efter den anden dag med luftangreb vendte de amerikanske piloter tilbage til deres baser uden at have kastet den mængde bomber, de havde fået tildelt. Som en pilot udtrykte de: "Afghanistan er ikke et område, der er rigt på mål.".
Ved et pressemøde i Pentagon blev den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, spurgt, om Amerika var løbet tør for militære mål. "For det første vil vi ramme målene én gang til," sagde han, "og for det andet er det ikke os, der er ved at løbe tør for militære mål. Det er Afghanistan..." Dette blev hilst med tordnende latter i mødelokalet. Efter den tredje dags luftangreb pralede det amerikanske forsvarsministerium af, at det havde "opnået luftherredømme over Afghanistan" (Mente de dermed, at de havde tilintetgjort begge, eller måske alle seksten af Afghanistans fly?) (...)

Som en gestus af humanitær hjælp kastede den amerikanske regering 37.000 pakker nødrationer ned fra luften over Afghanistan. Den siger, den har planer om at kaste mere end 500.000 pakker ned. Det vil stadig ikke udgøre mere end et enkelt måltid for en halv million mennesker af de adskillige millioner, der har hårdt brug for mad.
Hjælpearbejderne har fordømt det som et kynisk og farligt pr-nummer. De siger, at det er værre end nyttesløst at kaste fødevarepakker ned fra luften. For det første fordi maden aldrig vil komme frem til dem, der virkelig har brug for den. Og for det andet og langt mere farligt: De, der løber ud for at samle pakkerne op, risikerer at blive sprængt ihjel af landminer. Et tragisk almisse-løb.
Ikke desto mindre fik fødevarepakkerne deres helt egen fotosession. Indholdet af dem blev remset op i de store aviser. De var vegatariske, fik vi at vide, i overensstemmelse med muslimernes kostforeskrifter (!). Hver enkelt gul pakke, der var dekoreret med det amerikanske flag, indeholdt: ris, jordnøddesmør, bønnesalat, jordbærsyltetøj, kiks, rosiner, fladbrød, en frugtstang med æble, krydderier, tændstikker, et sæt plastikbestik, en serviet og illustrede brugsanvisninger.
Efter tre års uophørligt tørke bliver et fly-måltid kastet ned fra luften over Jalalabad! Graden af kulturel uduelighed, den manglende evne til at forstå, hvad måneder af ubønhørlig sult og lammende fattigdom virkelig betyder, gør, at den amerikanske regerings forsøg på at udnytte selv denne usle elendighed til at pynte på billedet af sig selv, trodser enhver beskrivelse.
Lad os et øjeblik vende scenariet om. Lad os forestille os, at taliban-regeringen skulle bombe New York City, samtidig med at den sagde, at dens virkelige mål var den amerikanske regering og dens politik. Og lad os sige, at talibanerne, i pauserne mellem bombardementerne, kastede et par tusinde pakker ned med nan og kebab, spiddet på et afghansk flag. Ville de gode mennesker i New York nogensinde kunne tilgive den afghanske regering? Selv hvis de var sultne, selv hvis de havde brug for maden, selv hvis de spiste den, ville de så nogensinde kunne glemme fornærmelsen eller den nedladende holdning? New Yorks borgmester, Rudi Giuliani, returnerede en gave på ti millioner dollars fra en saudisk prins, fordi den kom med nogle få venskabelige råd om Amerikas mellemøstpolitik. Er stolthed en luksus, som kun de rige har ret til?

At antænde et sådant raseri kan ikke på nogen måde udrydde terrorismen, men er tværtimod det, der skaber den. Hadet og gengældelsen kommer ikke ned i æsken igen, når man først har sluppet dem ud. For hver "terrorist" eller hans "tilhænger", der bliver dræbt, bliver hundreder af uskyldige mennesker samtidig dræbt. Og for hver hundrede uskyldige mennesker, der bliver dræbt, er der stor sandsyndlighed for, at flere fremtidige terrorister bliver skabt.

Hvad vil det alt sammen føre til?

Læs 'Den Uendelige retfærdigheds Aritmetik'

Læs 'Krig Er Fred'

SÅ er det endeligt faldet på plads med Diana's visum - det er bare alt for dejligt! Efter lange tovtrækkerier med hendes værtsfirma er papirernu nu iorden, og hun skal så blot interviewes, modtage DS-2019 formularen og så besøge ambassaden i København inden hun kan tage afsted. Endelig! Det har bare været lang lang kamp. Interviewet bliver torsdag, så nu skulle det køre på skinner. Det bliver bare alt for dejligt når hun kommer herover.

Derudover har jeg lige fundet ud af at New York går den vildeste weekend i møde – der er nemlig såkaldt 'VH1 HipHop Honors'i hele byen fra torsdag til tirsdag. Det hele starter torsdag med et program for weekenden i hele byen, som er så overvældende at man næsten ikke kan overskue det, og det hele kulminerer i et kæmpeshow i Hammerstein Ballroom på Manhattan på tirsdag – et show som vises direkte på VH1 (optrædende bliver alt lige fra de nyere navne som Snoop, Timbaland, Pharrell, Eve, Common, Mos Def, Busta Rhymes og Nelly – til alle de gamle legender, Ice T, Kool Moe Dee, Whodini, KRS-One, Doug E. Fresh og mange, mange flere – samt special appearances af LL Cool J, Missy Elliott, P. Diddy, Salt’n’Pepa, Busy Bee og mange flere - se http://www.vh1.com/shows/events/hip_hop_honors/_2007/)
Desværre kan man vist ikke komme ind til dette arrangement som privat (jeg kan ihvertfald ikke finde billetter – ville ellers godt give en amerikansk plovmand!), men som sagt syder hele New York hele weekenden forud med koncerter (Bl.a. A Tribe Called Quest, The Roots, Queen Latifah, MC Lyte og Big Daddy Kane), book signings, guided tours rundt i Bronx, Queens og Brooklyn af gamle hiphop legender (Kurtis Blow, Grandmaster Caz m.lf.), showcases, filmfremvisninger , paneldiskusioner med diverse artister, bl.a. Tribe Called Quest, DJ-opvisninger og meget mere (http://powerhousearena.com/wildstyleVH1/ og http://www.hushtours.com/).
Det hele tyvstarter med én af mine helte torsdag, nemlig den japanske electronicaproducer og turntablist DJ Krush, så det vil jeg helt klart se om ikke jeg kan få billet til.

Derudover faldt jeg iøvrigt i snak med en gadesælger der solgte brugte bøger på Houston Street - så jeg fik købt et par spændende sager, bl..a Orson Wells' episke sortsyns-utopia-værk '1984' (den blev filmatiseret tilbage i 1984 med John Hurt i hovedrollen, men jeg har ikke fået den set endnu) og så en bog med titlen 'Philosophy of Existentialism', som er noget dybt halløj som jeg håber at blive lidt klogere af, hvis jeg forstå hvad de snakker om :)

Litteratur: 1984 og eksistentialisme
I en hyggelig bod på gaden fandt jeg et par spændende sager:

George Orwell - 1984
Gabriel Marcel - Philosophy of Existentialism

Læs mere

Jeg er for vildt ved at blive 30: Hvorfor ellers skulle jeg være gået igang med at skure køkkenet ned med Ajax? Det hele startede egentlig med at jeg disse foregående dage har vasket service af efterhånden som jeg skulle bruge det - fremfor at vaske det hele ned én gang for alle. Nu hvor jeg så har taget opvasken, kunne jeg så godt se at det ikke var så smart at sætte alt det nyopvaskede service ind i skabene inden disse var blevet skuret. Så nu må det være.
Køkkenet bærer iøvrigt kraftigt præg af, at der ikke har været lavet mad her i lang tid. New Yorkere laver simpelthen ikke mad derhjemme - de spiser ude. Så lad os bare sig at gryder og pander trænger til at få vasket støvet af:)

Litteratur: Six Questions of Socrates
For nogle dage siden bemærkede jeg at der nede i bunden af opgangen var blevet lagt en lille stak bøger og cd'er. Det fæstnede jeg mig ikke nærmere ved, men efter nogle dage var kun halvdelen tilbage - så det var åbenbart frit for at tage hvad man ville have: En slags gratis loppemarked, eller videregivelse af ting som en ukendt nabo ikke har haft brug for mere. Af de tilbageværende effekter tog jeg en spændende bog med titlen 'Six Questions of Socrates' af Christopher Phillips. Dejligt at dele bøger på den måde, men lidt svært for mig at gengælde, da jeg jo er lidt af en gemmer. Jeg må hellere købe en bog jeg ikke har lyst til at beholde og så dele den tilbage til opgangen :)

Læs mere

Jeg har brugt en del tid på at finde et supermarked her på Manhattan. Det findes ikke rigtigt. Folk handler som regel i den lokale deli (mini-købmand som findes på alle hjørner), selvom det er dyrt. Det hænger meget sammen med at folk ikke laver mad selv, men istedet spiser ude. Det lykkedes mig dog at spore mig frem til at der ligger en Whole Foods på Houston Street og Bovery, ikke så langt fra lejligheden, så jeg fik handlet lidt ind - det endte med at bliver 65 dollars (!) for en kurv-fuld. Det viste sig nemlig at Whole Foods svarer lidt til at handle ind i Sallings madvareafdeling - det er ikke billigt.

Derudover fik jeg fulgt én af mine særheder næsten til dørs - nemlig min ambition om at købe en CO2-kvote. Det betyder at man køber en CO2-kvote som derved ikke kan sælges til en forurenende virksomhed. Den koster bare 200 kroner, og hvis vi alle gjordet det, så var der ikke så mange kvoter tilbage at lukke det stads ud i atmosfæren for virksomhederne. Jeg har iøvrigt en ambition om også at købe CO2-aflad på SAS's hjemmeside. Man kan nemlig betale hvad der svarer til CO2-afgiften for den CO2 man som flypassager indirekte er skyld i bliver ledt ud i luften. De har dog en fejl på deres hjemmeside, så det lykkedes mig ikke at få sitet til at godkende mit kreditkort. Jeg prøver igen imorgen.

Mine telefonopkald - både dem jeg laver og dem jeg modtager - er alt for dyre. Selvom 95% af dem er i arbejdsregi, så er det jo vigtigt at finde en lav takst. Derfor brugte jeg et par timer af lørdagen på at researche en god løsning med IP-telefon på nettet. Det lykkedes, selvom det endte med at blive en overdrevet langt ude Storm P-løsning med et setup der indebærer diverse viderestillinger, internet services og alt muligt andet. Læs mere i afsnittet nedenfor om hvordan det virker (det er noget værre teknisk navlepilleri, så alle almindelige mennesker kan blot hoppe videre til næste paragraf).

Derudover tech'ede jeg lejlgiheden op - dvs. købte stikdåser, forlængerledninger, kontorartikler, RCA-jack kabler og andre gode artikler, således at jeg kan spille plader, mp3-filer og alle mulige andre medier og høre det hele i lejlighedens stereoanlægshøjttalere. Yderligere fik jeg med kontorartiklerne indrettet mit hjemmekontor, så jeg kan arbejde ordenligt (jeg arbejder jo stadigvæk for TG hele tiden mens jeg er herovre, og har jo desuden mit pladeselskab Urlyd at tage mig af - foruden arbejdet som formand i Labelkollektiv og så et har små-projekter med mit andet firma, MindTheDot.net).

Tips fra indersiden: Billig transatlantisk telefoni
At snakke i mobiltelefon henover Atlanten har altid været en bekostelig affære - selv i disse tider med masser af konkurrence på mobilområdet. Så er der selvfølgelig IP-telefoni - dvs. telefoni via nettet - men der er man jo lænket til computeren eller ihvertfald trådløst netvork. Der er der dog råd for, hvis man gerne vil tale billigt i mobiltelefon - og det er jo nødvendigt for mig, idet jeg jo arbejder for TG Management under mit ophold herovre, så det er vigtigt at man kan få fat i mig - også når jeg ikke er ved computeren. Løsningen er ganske Storm P-agtig...

Læs mere

Alle jeg har snakket med om gode tips til New York har nævnt butikken The Other Music, så nu måtte jeg hellere se at få den besøgt. Den ligger iøvrigt ikke så langt fra lejligheden, så det er jo meget fedt. Dog blev jeg lidt skuffet, da kun en 1/4 af butikken er vinyl. Det er sgu ikke særligt real. Nå, men jeg fik da købt min første plade, så helt dårlig er butikken dog langt fra :)
Att. Christian Skjødt: De har kun 3 eksemplarer af Knob A Siesta tilbage :)

Ved hjemkomst stiftede jeg bekendtskab med første kakkerlak i lejligheden. De findes overalt i New York, så der er ikke andet at gøre end at vænne sig til dem.

Det var en stor dag idag, da jeg efter arbejde havde aftalt at besøge Jasmine i den butik hun ejer i Nolita for at få nøglen. Jeg fik tjekket ud af vandrehjemmet op Union Square og hæflet den alt for tunge trolley ned i East Village, hvor jeg fik pakket ud og sat mig ned på sofaen for at nyde øjeblikket. Nu er vi East Villagers. Alt for f**king fedt :)
Der er desværre ikke net i lejligheden, men heldgvis kunne jeg nasse lidt på et wifi-net fra en nabolejlighed. Dog ikke alt for stabilt, så en stor prioritet er at få bestilt egen linie.

Arbejdet går også rigtigt fint - jeg brugte en del tid idag på at lave pressemeddelelse til Blip-festival, og fik desuden tjekket op på mine InDesign evner idet jeg blev bedt om ikke jeg kunne designe en ny skabelon til deres kvartals-nyhedsbrev. Fedt.

Litteratur: It's Easy Being Green
Da jeg var forbi Jasmine, min udlejer, for at betale husleje, faldt jeg over en spændende bog i hendes butik, da hun snakkede i telefon da jeg ankom. Bogen bar titlen 'It's Easy Being Green' af Crissy Task og er umiddelbart en guide til et mere miljøvenligt liv. Det jo lige mig:) Da Jasmine så var færdig og så at jeg stod med bogen, tilbød hun mig den straks som gave - det var pænt af hende, og jeg takkede pænt ja tak.

Læs mere

Tissetøjet skulle jo vaskes, så jeg brugte noget af min fri-onsdag på at gå på laundromat - møntvaskeri - hvilket langt de fleste New Yorkere gør, så der ligger ét på hvert gadehjørne. Jeg brugte ét på 1st Avenue, hvor de var flinke til at vise mig hvordan man gør. Jeg fortalte dem at i Danmark har næsten alle vaskemaskine i lejligheden, og det syntes de lød som "a very nice place" :)
Det var helt ligesom i den gamle Levi's reklame, hvor gutten smider alt tøjet og putter i maskinen, pånær bokseshortsne, inden han griber en bog og sætter sig til at vente på at det bliver færdigt. Bortset fra at jeg beholdt alt mit tøj på...

Litteratur: Færdig med Fear And Loathing in Las Vegas
Så blev jeg færdig med Hunter S. Thompson's klassiske bog, og jeg forstår godt dens berømmelse. Det er en super fed bog, velskrevet og aldeles medrivende - jeg har sjældent læst en bog i næsten ét drag. Den er en slags bøgernes Pulp Fiction i stil. Jeg giver den min allerhøjeste anbefaling...

Jeg tog på arbejde om morgenen, men sendte først en mail til Jasmine Krause - det hedder hende damen som ejer lejligheden i East Village - og sagde at vi meget gerne ville takke ja. Hun har boet der i 10 år og kommer oprindeligt fra Armenien. Efter at have fanget hende på telefonen også, fortalte hun at hun også havde valgt os ud af alle ansøgerne, så det var virkelig bedste nyheder i meget lang tid. Vi skal bo i East Village, og jeg kunne flytte ind fra torsdag! Det er næsten ikke til at forstå. Jeg fik straks givet Diana besked.
Når man lejer i New York er det normalt at man betaler lejen forud, og at man ved overtagelse af lejligheden betaler et safety deposit - ofte svarende til en måneds leje. Med andre ord skulle jeg inden torsdag mønstre 3600 dollars (ca. 19.500!) og det er faktisk sværere end man lige tror. Sagen er nemlig dén, at man kun kan hæve 300 dollars på et kreditkort pr. døgn, og jeg har 3 kreditkort til rådighed: Et Visa og Mastercard privat og så mit TG-Visa, men sidstnævnte er jo ikke beregnet til at hæve kontanter til privat brug. Jeg fik dog lov af min chef John til at hæve på det alligevel, så nu står den ellers på at at løbe rundt mellem ATM-automaterne for at hæve alle de penge jeg kan inden torsdag. Ikke altid fedt at stå og vifte med så mange penge midt på gaden om aftenen (de fleste af deres automater står på gaden).

Kender du det? Man bliver vækket om natten til lyden af én der pisser i éns kuffert
Om natten skulle jeg opleve noget man heldigvis som regel er forskånet for. Om aftenen havde en stille gut fra Austin, Texas, flyttet ind på stuen på vandrehjemmet og jeg havde kort hilst på ham. Da jeg kom hjem efter lejlighedskigning var han væk, hvilket er meget normalt, da de fleste vandrehjemsbeboere jo er på ferie og således er ude om aftenen og natten. Nå, men jeg lægger mig til at sove.
Det næste jeg oplever står stadigvæk i en tåge: Kl. ca. 04.00 om natten bliver jeg vækket af et værre spektakel. Pigen som sover i køjen ovenover mig skriger "what the fuck are you doing?" og råber at nogen skal tænde lyset. Jeg aner ikke hvad der foregår, men eftersom jeg sover tættest på lyset springer jeg ud af sengen og tænder lyset, mens alle de andre i salen vågner forvirret op. Det syn der møder mig nu står stadig som noget af det mest underlige jeg nogensinde har set: Nemlig gutten fra Texas som står og tisser midt i rummet - ned midt imellem min kuffert og pigen i overkøjens kuffert! Det sprøjter op på min kuffert og op på det tøj jeg har liggende ovenpå kufferten. Pigen slår til ham og han er ved at falde i sit eget urin, og han er tydeligvis så pangelstiv at han ikke aner hvad der foregår. Jeg står som frosset og aner ærligt talt ikke hvad fanden der foregår - og om jeg er vågen eller hvad. Efter at have drejet rundt om sig selv nogle gange, løber han så igenne tisset igen og kaster sig på sin seng - sovende næsten inden han rammer sengen. Efter at chokket har lagt sig går jeg ud i receptionen og beder dem komme ind - "what the helle are you talking about? Did someone pee on the floor in the room?" "Yes, and in my s uitcase...". Næste dag må jeg så en tur på vaskeri med tøjet - sikke en idiot.
Det er sgu dejligt at bo på hostel nogengange :)

Postscript: Dagen efter da jeg stod op, sov han stadig - så jeg opgav at snakke med ham. Istedet var vågen da jeg kom hjem senere på dagen, og så spurgte jeg ham om han kunne huske hvad der skete sidste nat - og det kunne han naturligvis ikke. Da jeg fortalte ham det, blev han fuldstændig chokeret og tilbød mig penge i kompensation. Det afslog jeg naturligvis, men foreslog ham at lære at styre sin brandert. Det lovede han med røde kinder, og da jeg kom tilbage lidt senere efter at han spist en sandwich ude i byen, havde han tjekket ud og var taget afsted. Det havde jeg nok også gjort i hans situation - når hele sovesalen ved at man ikke er house-broken :)

Næste dag fik jeg sat en aftale op om at komme og se lejligheden om aftenen - og den var bare fed. Rigtig New Yorker stil i en gammel bygning med masser af historie. Og beliggenheden var som en drøm - på 7th Street mellem 1st Avenue og Avenue A. Det kunne virkelig ikke være bedre. Jeg ringede begejstret hjem til Diana bagefter, og den takker vi ja til. Før det var jeg også ovre i Queens og se en lejlighed, selvom vi helt klart hellere vil bo i East Village. Det er dog altid godt at have noget at sammenligne med, så jeg tog derover. Lejligheden var fin, men området var lidt ghetto. Så den var ude. Specielt efter at jeg så East Village-lejligheden bagefter.

Mandagen bød dog også på Yankees-kampen. Erez og jeg drog mod Bronx, hentede billetterne i Hubstup's kontor tæt på stadion og begav os ellers på stadion. Selve kampen bød ikke på meget action. Yankees spillede mod Toronto Blue Birds, og allerede i 2. inning (a la halvleg, bortset fra at der er 10 innings ialt) kom hjemmeholdet bagud 0-4 - og det er MEGET i baseball. Resten af kampen bød kun på én yderligere scoring - til hjemmeholdet - men ellers var det en død kamp (baseballkampe tager typisk 3-3,5 timer - og det er altså langt, når alle pointene bliver scoret i de første 20 minutter. Dog er det altid en oplevelse at gå til sport i USA, og som sådan var det hele turen værd. Jeg faldt også i snak med en meget baseball-interesseret amerikaner ved navn Dakota fra Oregon - han havde boet i et par i Danmark, så vi havde en masse at snakke om.

Sport er jo stort i New York, og det er meget sæsonpræget. Således nærmer baseball sæsonen sig sin slutning, og New York Yankees, verdens mest kendte og højest lønnede hold kæmper for at komme i play-offs (slutspil, hvor man kæmper om at komme i World Series, som er finalen hvor verdensmesteren findes). Eftersom man hører meget om holdet i aviser og på gaden, tænkte jeg at jeg ville undersøge mulighederne for at se en kamp (jeg har jo tidligere set Chicago Cubs spille på det legendariske Wrigley Field stadion i Chicago, og Yankees' stadion i Bronx skulle efter sigende have samme charme). Efter lidt research viste det sig at Yankees var igang med sidste serie (her spiller man 7 kampe mod hvert hold i træk - ligesom slutspillet i hockey derhjemme), og der var kun 2 kampe tilbage af sæsonen. Med andre ord skulle jeg se at komme igang, hvis jeg skulle opleve det, og jeg fandt så ud af, at der naturligvis var udsolgt. Bummer! Til gengæld kunne man købe billetter på det sorte marked, og blandt de lovlige outlets var der er et sted (hubstub.com), hvor man kunne bleachers-billetter til 35 dollars. Erez, den isrealske gut var i mellemtiden kommet ind på mit værelse, og han var frisk på at tage til kampen - så vi hoppede på nettet og købte billet til mandagens kamp, som startede kl. 1.05pm (13.05) imorgen. Det bliver spændende.

Fear and Loathing in East Village
Efter billet-indkøb gik jeg ned i East Village for at snuse lidt og få noget brunch. Dette foregik på Westwood, som er en rigtig hyggelig café på Avenue A, hvor hele facaden åbnes op, så man kan sidde i solen og spise morgenmad. Det er bare rigtigt hyggeligt og så er maden og kaffen god.
Efter maden gik jeg lidt rundt i området og faldt over en meget kendt og anerkendt boghandel med brugte bøger, nemlig East Village Books and Records, og den kunne jeg naturligvis ikke gå udenom. Sagen er den, at jeg jo skal skrive projekt undervejs herovre og selvom jeg har lagt mig fast på mit overordende tema - jeg vil undersøge forandringen af sandhedsbegrebet i en globaliseret verden (forklaring følger senere i denne blog) - og jeg skal igang med at have noget inspiration der kan dreje mig i en specifik retning eller give mig indgangsvinkel til emnet. En naturlig fremgangsmåde når man skal skrive projekt (ihvertfald for mig) er at surfe lidt rundt på a mazon.com og apebooks.com for at se hvilke bøger man kan finde omkring emnes spin-off titler ("hvis du kan lide denne bog, så kan du sikkert også lide denne bog"-agtigt) og så se hvilke kreative idéer forfattere har haft. Men når man nu står i verdens mest vibrante by, så er det ultimative jo istedet at gå crate-digging i boghandler, altså lade sig bounce rundt i bogforetningers enorme udvalg og finde vinkler man ikke ville finde af sig selv.
Mit besøg kastede nu ikke nogle projekt-specifikke indkøb af sig, men til gengæld faldt jeg over nogle andre meget spændende bøger. I min søgen efter nogen af Noam Chomsky's mediekritiske bøger faldt istedet over en af hans nyere bøger, nemlig en samtale bog hvor han giver sit take på anarki, som ifølge bagsiden af bogen er hans bud på en retfærdig verdensorden. Spændende! Derudover endte jeg med at lave et af mine særdeles sjældne skønlitterære indkøb, nemlig Hunter S. Thompsons klassiske substansmisbrugsepos, Fear and Loathing in Las Vegas, som jeg straks er gået igang med - og sidst, men ikke mindst, en klassiker som jeg aldrig har fået læst, nemlig Naomi Klein's 'No Logo' og en anden spændende bog jeg faldt for, idet den bar titlen Beyong The Spectacle of Terrorism: Global Uncertainty and the Challenge of the New Media. Den kunne godt give mig noget projektinspiration tror jeg.

Resten af dagen tilbragte jeg oppe i Central Park, hvor jeg nød solen i græsset sammen med ca. 50.000 andre New Yorkere. Men der er nu masser af plads - man fatter ikke hvor stor den park er, det er nok noget i retning af Aalborg midtby.
Sidst, men ikke mindst, så fik jeg en mail som respons på en artikel jeg havde reageret på fra Craiglist. En lejlighed i East Village til 1800 dollars - det lød overkommeligt, og med en beliggenhed man ikke kunne ønske sig bedre.

Litteratur: Fear and loathing, Chomsky og No Logo
I den umådeligt hyggelige East Village Books and Records butik på St. Marks Place i East Village fandt jeg en lille stak bøger - både til underholdning og med henblik på uni-projektet jeg skriver dette semester:

Hunter S. Thompson - Fear and Loathing in Las Vegas
Moan Chomsky - Chomsky on Anarchism
Naomi Klein - No Logo
Henry A. Giroux - Beyond the Spectacle of Terrorism: Global Uncertainty and the Challenge of the New Media

Læs mere

Weekenden gik igang, og jeg gik i Barnes and Noble på Union Square for at lede efter en bog om content management systemet Text Pattern, som min gode ven Mads Weitling har gjort mig interesseret i. Min plan var egentlig at denne blog skulle laves i Text Pattern, men når dette skrives sidder jeg som vanligt og skriver html-koder som altid. Jeg må lige tage mig sammen.
Nå, men som altid i boghandler, så falder man jo altid over spændende bøger. I dette tilfælde ville jeg lige kigge sektionen med bøger om at skrive og om forfatterskab - det er jo min utopiske drøm at kunne blive forfatter engang. Og de har så mange fede bøger om dette herovre, så det endte med at jeg fandt en hel stak som jeg gerne ville kigge lidt nærmere på med henblik på at købe et par stykker. Nu er det sådan at i USA, at man jo ikke kan slå sig til tåls med at sidde ved bord og stol og fordybe sig uden at indtage noget spiseligt eller drikkeligt. Derfor har de fleste bogbutikker en café, og hos Barnes & Noble, som til trods for de hyggelige træpaneler og den konstruerede hygge (som faktisk virker, selvom den er udregnet af et eller andet dyrt butiksindretningskonsulentfirma) har man naturligvis i den korporerede forbrugerkulturs hellige navn indgået et givtigt samarbejde med Starbucks, så man kan indtage 4 dollars café latté'er, mens man kaster sig ud i bøgernes verden og bestemmer sig for hvilke man skal have med hjem. Nå, men når min indgroede modkulturs-skepsis ellers har lagt sig, så er det skidehyggeligt, og jeg nyder det i fulde drag:)
Mens jeg så sidder der, så åbner himlens vælvinger sig ellers og åbner op for dyserne - det begynder simpelthen at styrtregne, og det bliver det bare ved med. Så fanget i bogbutikken får jeg rigtigt tid til at læse og eftersom jeg havde min trofaste powerbook med under armen, blev jeg helt inspireret - det kom der sådan en lille carpe diem-agtig tekst ud af - se boksen nedenfor.

Jeg kom iøvrigt til at dele cafébord med en alternativ person/skør kugle (døm selv). En ung skater-agtig fyr, som havde fundet en kæmpemæssigt stak hundeblade (det har de også), som han sad og grinte højt ad i et par timer, mens han sad og beskrev hundene i åbenlyst håb om at falde i snak med folkene omkring de nærmeste borde. Gudskelov havde jeg min iPod med, men det afholdt ham ikke fra at påråbe sig min opmærksomhed et par gange for at snakke. Det viste sig at han var skriver, som han sagde - writer - og gik under navnet 'Scarce' ("People call me Scarce" som han sagde). Og han havde da vist spist nogle mærkelige svampe, tror jeg. "Hey man, check out this collie! It's hilarious!" Øhm, ellers tak makker, hvis det er okay med dig. Denne by er fuld af freaks! Haha.

Lommefilosofi: Christian, du må se at komme igang!
Min frivillige indespærring i Barnes and Noble og butikkens 100.000 af bøger gav mig inspiration - jeg må se at komme igang! Tiden løber fra mig!

Læs mere

Litteratur: Mere om freelance writing - og CMS!
Da jeg på grund af regnen var fanget i Barnes and Noble, havde jeg tid til at finde nogle rigtigt spændende bøger om skrivegerningen, som jo har særdeles stærkt tag i mig (læs ovenfor):

Jack Heffron: The Writer's Idea Book
Steven Taylor Goldsberry - The Writer's Book of Wisdom: 101 Rules for Mastering Your Craft

Jeg fik også købt en instruktionsbog i cms-systemet Textpattern, som jeg har sat mig for at lære undervejs herovre (hvis jeg når det :-):

Kevin Potts et. al.: Textpattern Solutions: PHP-Based Content Management Made Easy

Læs mere

Det er blevet tid til at trække på Christian Villum's vigtigste allierede: Svineheldet. Her til morgen da jeg vågnede, var det naturligvis med en vis opgivenhed i forhold til muligheden for at finde billig overnatning henover weekenden - samt irritation over at jeg nu mistede adgangen til det gratis net som dette vandrehjem jo stiller til rådighed. Det ville ikke gøre det nemmere at søge lejlighed henover weekenden.
Men jeg tænkte at jeg hellere måtte spørge en sidste gang inden jeg begynde at pakke mine sager og hæfle den alt for tunge trolley ned ad trappen for at drage ud i byen og se om jeg kunne finde et sted. Og lige præcis dér slog det til - svineheldet, der følger den dumme. For ved et kig på skærmen i receptionen kunne Patrick, som den hjælpsomme fyr hed, nemlig se at der højst overraskende om morgenen var indløbet en afmelding af en reservation på en seng. Yes! Og så fik jeg iøvrigt lavet en studehandel om at reservere den næste 1,5 uge, men kun betale to dage ad gangen, selvom det egentlig var imod deres principper. Joke, tandpastasmil og kan-vi-ikke-lige-og-måske-når-nu-jeg-søger-lejlighed? Jo tak, jo tak.

Glad gik jeg ud for at finde lidt morgenmad - og kom til at snakke med en gammel mand som fortalte at et stykke nede ad vejen havde de kaffe til 50 cents! Det lød jo godt (han var ihvertfald begejstret), og det viste sig yderligere at de havde billig omelet og mulighed for at man kunne sidde i vinduet og kigge ud på alle menneskerne. Det er ti gange bedre end morgen-tv.
Derudover var min plan for denne dag iøvrigt at tage lidt overarbejde, idet jeg ikke nåede at bliver færdig med sponsoroplægget jeg færdiggjorde igår.

Anden dag på jobbet, og det lyder sgu nok underligt pretentiøst, men jeg føler mig allerede en lille smule som en New Yorker. Dét der med at stå op i subwayens tætpakkede tog om morgenen med iPod-høretelefonerne i ørerne, holdende om en stang i toget med det ene hånd og holdende en bagelpose med den anden - eller stå og læse i én af morgenaviserne (MetroXpress eller America AM) mens man venter på toget og verden og menneskerne suser forbi. Der er meget stor forskel på at være turist her og så rent faktisk være en del af maskinen. Det er bare skidefedt faktisk.

Subwayfolket
Det er iøvrigt sjovt at se klientellet i morgentogene her i New York. Togene er på det tidspunkt af dagen præget af yuppierne som skal fra deres dyre lejligheder i midtown til financial district (jakkesæt, tjekket frisure, slips, iPod og en finansavis eller Blackberry i hånden som deres opmærksomhed ikke viger fra). Også når man er inde på en Dunkin' Donuts for at købe en morgenmadsdonut præger yuppierne og børsmæglerne billedet. Der er fjernsynskærm med CNN kørende og de første NASDAQ kurser rullende henover skærmen, mens folk i køen snakker business mens de venter. Køb og sælg. Skriv under på kontrakten. Denne sag vinder de ikke over os. Hæv honoraret, de har råd. Vent til kursen falder. I kan bare starte mødet. Hej skat, kan du købe ind efter arbejde, jeg kommer til at arbejde sent. Jeg er på kontoret om 20 minutter. Forhandlingerne er brudt sammen, ring til advokaten...
Når man derimod kører med toget sidst på formiddagen eller i løbet af eftermiddagen, så er alle artisterne stået op og skal på kontoret/studiet/forlaget/galleriet/etc. (lige fra de stilede designere til slackerne i badesko, bermudashorts med notesbøgerne/mac-book'en under armen - og også de har bagelposen i hånden). Jeg elsker at køre med subwayen!
Men man skal gøre sig meget umage for at ligne en indfødt - det er sådan noget med at lade som om man godt ved hvor man skal hen når man skifter tog - hvilket LANGFRA altid er tilfældet:) Så må man lige liste guiden med subway-kortet op ad lommen og kigge, og så er man lige pludselig ikke så New Yorker-agtig mere, haha. "Excuse me, I cannot find my office?" Nej, vel? Så hellere lade som om man ved hvor man er på vej hen, og i høj hast bare fortsætte ud af en tilfældig underjordisk gangvej mens man ser enormt travl ud - og så diskret spejde rundt i farten indtil man ser et skilt som fortæller at éns destination er i den stikmodsatte retning. Så stopper man op og kigger lidt i gratisavisen, mens man lader som om man skal mødes med nogen - inden man i høj hastighed går i modsat retning. Jeps, så forfængelig bliver man når man gerne vil ligne en New Yorker. De skal ikke se at man lige er kommet ind med 4-toget, vel? :)

Godt igang på arbejdet
På arbejdet er jeg nu igang med lave sponsormateriale vedrørende Blip Festival, som kræver en del 'funding' og sponsorering idet de fleste performers skal flyves ind fra resten af verden - Japan, England, Tyskland, Argentina etc. Rent faktisk er Blip Festival verdens største chiptune/8bit festival, så det er et event som får en masse opmærksomhed, ikke bare i NYC men også resten af verden. Det er spændende.

Nå, snap tilbage til virkeligheden. Lektion 4 (til folk som bor på vandrehjem og kun forlænger reservation med 2 dage ad gangen, fordi de håber at finde en lejlighed og er for nærige til at betale for langt ud i tiden, hvis det nu ikke bliver nødvendigt - OG ikke kan huske hvor svært det var at finde et sted sidste weekend - dvs. Christian Villum). Jeps, jeg havde sgu ikke lige tænkt på at i weekenderne er ALTING jo optaget (det oplevede jeg jo sidste weekend) - så nu er vandrehjemmet booket helt op, og jeg har ikke fået forlænget mit ophold i tide. Doh! Jeg skal nu tjekke ud imorgen og så har jeg bare lige præcis 0 steder at tage hen. Så nu har jeg brugt resten af aftenen på at søge vandrehjem og hoteller - og det billigste var 170 dollars pr. nat. Det er da bare for dumt!

Spiste igen i East Village, det ligger jo lige om hjørnet fra vandrehjemmet. Faldt i snak med nogle folk på Ave C, de gav nummeret til landlord'en (viceværten) i deres opgang - da der vist er en ledig lejlighed i Alphabet City til 1475 USD! Det nummer skal jeg ringe på imorgen.

Dette var en trist dag. Da jeg skrev til udlejeren af lejligheden på Orchard Street fik jeg nogle timer efter svar tilbage at han havde lejet den ud til en nordmand. Pokkers også! Man skal bare være hurtig i denne by, ellers så ryger man af i svinget. Men Diana og jeg skulle jo lige snakke sammen og vurdere både lejlighed og leje, og selvom Diana sagde at jeg bare skulle takke ja hvis den var fed - og det var den - så tænkte jeg at jeg liiiige ville sove på det, og det skal man ikke i New York City. Close, but no cigar. Så tilbage på hesten - eller rettere sagt nettet.
Æv! Og for at det ikke skulle være løgn, så blev jeg også brændt af at en udlejer i Brooklyn som jeg skulle have set lejlighed hos idag. Og jeg fandt først ud af det da jeg var taget helt over til Prospect Park i Brooklyn inden jeg fandt ud af det. Jeg ville lige dobbelttjekke mailen og hentede posten via mit modem, da jeg kom op af subwayen derovre. Det kører ikke så godt med det lejlighedssøgning.
Formiddagen brugte jeg på at køre til Carroll Gardens (den sydlige del af Brooklyn), hvor jeg havde fået en aftale på at se en lejlighed hos en gut der hed Andrew, som skulle rejse væk i 10 dage. Selvom det kun var en kort periode, tænkte jeg at jeg ville se lejligheden alligevel. Dels for at danne mig indtryk af standarden og dels for at se området - det kunne jo være at der dukkede andet op her. Denne her kostede dog 600 dollars for 10 dage, så det var ca. dobbelt pris af vandrehjemmet. Derfor takkede jeg pænt nej tak.

Denne dag blev jeg også nødt til at skifte rum (sådan er det på hostels når man kun betaler et par dage frem i tiden ad gangen. Således blev det et farvel - ihvertald som roomies - til Erez, Carlos og Frank. Det var lidt ærgerligt.

Litteratur: Malcolm X, guide til imperiet og freelance writing
Jeg vil nu tage hul på litteratur sektionen af denne blog. Hjemmefra har jeg følgende bøger med som jeg er igang med at læse:

Alex Haley - The Autobiography of Malcolm X
Arundhati Roy - Menigmands Guide til Imperiet
Moira Anderson Allen - Starting Your Career as a Freelance Writer

Læs mere

Så oprandt dagen hvor jeg skulle have første dag på jobbet. Mit internship (praktikplads) foregår hos en non-profit organisation ved navn The Tank, som ligger i Tribeca området på Manhattans nederste del. The Tank beskriver sig selv som

"a non-profit arts space with a mission of providing a welcoming, creative, collaborative, and affordable environment for artists and activists engaged in the pursuit of new ideas. Through a wide range of low-cost, high-concept arts and public affairs programming, The Tank seeks to cultivate a new generation of audience for live performance, civic discourse, and the work of emerging artists."

Sagt lidt mere simpelt er stedet et multihus som er en blanding af spillested, biograf, teater, foredragssal, galleri, comedy club, aktivistcenter og meget, meget mere. Næsten hver aften i ugen er der 2-3 forskellige arrangementer der finder sted i huset, som har et meget bredt publikum indenfor førnævnte kunstformer. Yderligere arrangerer The Tank festivaller og andre lignende større arrangementer udenfor husets rammer i forskellige locations rundt omkring på Manhattan, heriblandt utraditionelle rammer såsom gamle lagerbygninger og lignende steder.

Arbejdsopgaverne og kollegaerne
Jeg skal arbejde 2 dage om ugen i administrationen, hvor mit primære arbejdsområde dels vil ligge på fundraising/grant writing, idet stedet jo er non-profit med idealistisk lav entré til alle arrangementer, og dels med pr/markedsføring og generel udvikling af stedet - ikke mindst med fokus på networking og brug af det man populært kalder new media (blogging, viral markedsføring og andre netværksbåren kommunikation). Specielt fund-raisingen er en stor prioritet for mig, da det i allerhøjeste grad er evner man kan drage nytte af fremover.
Denne, min første dag, mødte jeg både Rachel som var min kontaktperson forud samt Mike, som er Managing Director (og har en baggrund indenfor elektronisk musik og videografik) og Juliana, som er Creative Management Associate. Disse 3 udgør den administrative stab, og yderligere er der så tilknyttet 7 kuratorer som hver har sit kunstneriske ansvarsområde (de fungerer som programsættere inden for henholdsvis film, musik, teater, comedy, kunst og så videre). Resten af arbejdskraften udgøres af frivillige hænder, som udfører det praktiske arbejde med at afvikle aftenfladen. Jeg regner selv med at melde mig frivilligt nogle aftener, og mon ikke også Diana har lyst til dette - så møder man nogle flere mennesker. Alle har indtil nu været superflinke, og jeg kan allerede nu mærke at dette sted LIGE er mig.
Rent arbejdsmæssigt var det også herligt lige-på-og-hårdt - så jeg er allerede igang med pressemeddelelser og opgaver indenfor planlægningen af den såkaldte Blip-festival, som The Tank co-hoster i slutningen af november. Blip-festival er en elektronisk musikfestival dedikeret til chiptune-musikken - dvs. musik som er lavet på 8-bit maskiner fra 80'erne og 90'erne. Hvad betyder det? Det betyder musik lavet på maskiner som er lavet ved at skille Game Boys, Nintendo-sysmter, Atari-maskiner og alle mulige andre gamle spillekonsoller ad og så bruge de relativt kraftige chips til at bygge indstrumenter.

Tribeca, Ghostbusters og 1st Precinct
Området, som The Tank ligger i, hedder som nævnt Tribeca (hvilket er en sammentrækning af 'Triangle Below Canal Street' - området udgør nemlig en trekant og ligger syd for den gennemgående Canal Street, som skærer igennem lower Manhattan på tværs. Området ligger lige klods op ad financial district, og der er en spytklat til Ground Zero, Wall Street og alle skyskraberne. Som et kuriosum kan jeg også fortælle at bygningen ligger næsten lige ved siden af Ghostbusters-brandstationen (så der bliver knipset mange billeder hver dag af turister) - og desuden ligger politistationen 1st Precinct også lige om hjørnet.

Efter arbejde tog jeg tilbage til vandrehjemmet, men kun for en kort bemærkning, da det var lykkedes mig at få en lejlighedskigningsaftale i stand i Orchard Street i Lower East Side - et rigtigt fedt kvarter. Godt nok koster lejligheden 1800 dollars for en 1-værelses (det hedder 'studio-apartment' herovre), men det er faktisk en god pris i det kvarter. Selve lejligheden var rigtig fed - rigtig New Yorker-stil - så nu må vi håbe at vi får den.
Jeg afsluttede en lang dag med aftensmad på Benny's Buritoes, som er en billig, uformel og meget kendt mexikansk restaurant i East Village, som ligger lige midt imellem lejligheden i Lower East Side og vandrehjemmet på Union Square.

Også det meste af mandagen gik med boligsøgning og Craigslist surveillance.

Bortset fra at jeg flyttede på et lidt mere belejligt liggende hostel på East 14th Street, lige ved Union Square midt på Manhattan (også en del af samme kæde - dette hed 'Jazz on the Town'. Godt nok er det dyrere, lidt mere beskidt, har væsentligt mindre plads og ingen fællesarealer/faciliteter - men det er downtown New York, lige midt i alting - og så er der gratis wi-fi. Så det er mit nye hjem indtil videre, hvilket er yderligere fordelagtigt idet der kun er relativt kort transport tid til mit kommende arbejde (relativt kort transport med subwayen i NYC er ca. 40 minutter - det er fra midt-Manhattan til lidt-mere-mod-syd-midt-Manhattan). Stor by med mange, mange mennesker.

Besøg hos Mr. Bloch
Jeg brugte også denne dag til at besøge min ven Christian Bloch, som for nogle år siden rykkede teltpælene op og flyttede til USA, hvor han blev gift med Clarissa - og de har sidenhen fået en datter ved navn Lillian. Indtil tidligere på året boede de i San Francisco, men er nu flyttet til Brooklyn, så det var jo ret god timing i forhold til vores ophold her. Christian og Clarissa har desuden været så flinke at lade mig bruge deres postadresse, bl.a. til levering af de forsvundne kufferter. Vi fik lyttet lidt til hans nyeste udgivelser på Subtrack-lablet, som han driver med Ryan Brogan - en amerikaner han traf i Detroit, og som jeg også tidligere har hængt lidt ud med sidst jeg var i NYC. De to udgav iøvrigt en plade sammen under navnet Audio Riot på det danske pladeselskab Kondi Records, som drives af Kbh's cool'este Koldingenser Ruben Andersen :)

Da jeg kom tilbage til mit hostel, hilste jeg på et par af mine roomies: Frank fra Belgien, Carlos fra Brasilien og Erez Berkowitz fra Israel. De inviterede mig op til en øl på taget af bygningen, hvor en lækker tagterrasse bød på fantastisk udsigt over byen og socialt samvær. Der var en del af vandrehjemmets beboere deroppe som nød den varme nat med et par øller. Det var rigtigt hyggeligt.

Lommefilosofi: Vores bevilgede overtræk
Under mit ophold herovre skriver jeg en månedlig klumme til Aalborg Universitet's studenterblad, Agenda. Der er tale om en kort klumme og ordet er frit. Jeg har naturligvis tænkt mig at skrive om mit internship, men også forsøge at tilføje lidt kant og perspektiv - både over mit arbejde, men også New York og USA generelt.
På nuværende tidspunkt har jeg afleveret to klummer: Én hjemmefra, inden afgang - og én som jeg har lavet her i dagene efter ankomst til New York.

Læs oktober-klummen: 'Vores bevilgede overtræk' - klik på pilen til højre (eller læs hele bladet her)

Læs mere

Læs september-klummen: 'The Big Apple' - klik på pilen til højre (eller læs hele bladet her)

Læs mere

Nå, veludhvilet stod jeg op kl. 05.15 (jetlag-godmorgen) og nu skulle den store lejlighedsjagt sættes ind, så Diana og jeg kunne finde et lidt mere permanent sted inden hun kommer over. Craigslist, Google, snak med receptionisterne etc. Lektion 3 for middelklasse-danskere (og alle andre folkeslag for den sags skyld) som vil bosætte sig i New York: Glem det, du har ikke råd (ihvertfald næsten ikke medmindre du er tålmodig og heldig).

Jeg havde tænkt, at det vel ikke kunne være svært at finde en lejlighed, hvis man er fleksibel (og gerne vil bo i Brooklyn/Queens), har relativt stabil finansiering (efter danske forhold) og gode talegaver. Men at finde en lejlighed til mindre en 10.000 kroner i leje pr. måned er en opgave for Superman. Enten betaler man lutten - 2000-2500 dollars i leje pr. måned på Manhattan og de rigtigt gode kvarterer i Brooklyn/Queens er ikke ualmindeligt, det er ca. 15-20.000 kroner - eller også tager man til takke med at bo ude i Hollis Queens, eller lignende kvarterer der ligger så langt ude, at New Yorker jorden er forlænget med brædder og forstæderne har europæiske postnumre (næsten). Hvis ingen af disse to scenarier virker tillokkende, ja, så væbner man sig med tålmodighed og sidder som en høg og overvåger Craiglist (verdensomspændende opslagstavle med bl.a. boligopslag) og slår til med det samme et passende opslag dukker op.
Det gik den søndag så med....

Afgang Danmark, kurs mod New York City. Jeez, det har jeg glædet mig til. Eneste malurt i bægeret er bare at Diana, som jo også skal i internship, ikke har fået visa på nuværende tidspunkt, så hun må blive hjemme i DK lidt endnu. Det er bare så træls! Så jeg må på egen hånd bruge de første dage til at finde en lejlighed i denne kalorius af en by. So here we go, New York City, here's Johnny!

Lektion 1 for flyvepassagerer der skal være præsentable i arbejdsregi kort tid efter ankomst: Sørg altid for at have det allermest basale med i håndbaggagen, således at du - hvis baggagen forsinkes eller forsvinder - kan klare dig alligevel uden at skulle ud og finde en butik med tøj, toiletartikler etc.
Denne detalje havde jeg husket, og heldigvis - for selvfølgelig var ingen af mine tasker med flyet ved ankomst. Så heldigvis havde jeg en skjorte og tandbørste med i håndbaggagen, og problemet var derfor til at overse. Lektion 2 for flyvepassagerer der ankommer til New York i weekenden: Hav ALTID booket overnatning hjemmefra, da 99,999% af alle byens senge - ihvertald dem som koster under 300 dollars/2000 kroner - er optaget, lige fra billige hoteller til vandrehjem til skure, ja, selv papkasser i sidegyderne - alt er optaget. DEN havde jeg ikke lige fanget. "Jeg booker bare ved ankomst, så kan jeg finde en bedre deal end de polerede, provisionsgennemsyrede, superkommercielle booking-hjemmesider - det er lettere og mere real".
F-o-r-k-e-r-t.
Kun en ihærdig Diana på Google hjemme i Danmark midt om natten, samtaler med ca. 30 sure vandrehjemsreceptionister på mobilen fra lufthavnen og ca. 1,5 times 18-kroners dansk mobiltakst skabte en løsning på den situation, så jeg satte kursen mod denne noget nær allersidste seng i byen. Således blev mine første par dage tilbragt på et vandrehjem ved navn 'Jazz On Lenox' på 128th gade, lige midt i Harlem. Stedet, som iøvrigt er en del af en New Yorker-hostel kæde der alle hedder noget med 'Jazz on...', var ganske fint, nyrenoveret, relativt rent og frem for alt billigt. 23 dollars pr. nat, det er et fund i New York. Tak svineheld, Google og Diana :-)