FREDAG D. 16. NOVEMBER
For nogle år siden kom en amerikaner ved navn Nathan Curry til Aalborg Universitet for at studere vedvarende energi. Han havde en brændende interesse i musik og blev hurtigt involveret på Studenterradioen, hvor han mødte Christian og de klikkede lynhurtigt og blev rigtigt gode venner. Efter næsten 4 år i Aalborg og endte studier vendte Nathan tilbage til USA – efter ophold i bl.a. Nicaragua med hans danske kæreste Karen – hvor han nu midlertidigt bor hos hans forældre i Bowling Green, Kentucky.
Straks da vi i sin tid havde planlagt vores ophold i New York blev det således bestemt at vi ville besøge Nathan dernede, og det blev så i denne weekend. Vi skulle med fly fra Newark Lufthavn kl. 9.40 til Nashville (som ligger en times kørsel fra Bowling Green, selvom det er i en anden stat – Tenneessee) og drog tidligt – men lidt forsinket i forhold til planen – ud af døren for at fange en taxa til Port Authority, hvor busserne kører direkte til lufthavnen. Taxa-delen af turen viste sig dog senere at knække filmen. Vi fandt nemlig ud af, at det IKKE er så nemt at få fat i én af New Yorks 50.000 yellow cabs om morgenen i myldretid (normalt tager det mellem 7 og 10 sekunder at få én på Manhattan). Således kom vi til at vente næsten over 20 min. og det blev desværre afgørende for at vi nu missede bussen i Port Authority og dermed kom lige præcis 2 minutter for sent til lufthavnen, hvor man skulle være ved gaten senest 15 minutter før tid (vi var der præcis 13 minutter før). Damen ville nu ikke lade os komme med og vi måtte vente til næste fly kl. 13.40, hvor vi kun kunne få en stand-by plads – ærgerligt!! (men trods alt flot at de lod os bumpe videre til næste fly uden at skulle købe nye billetter). Lidt ærgerligt satte vi os til at vente – og bedrev ventetiden med at skrive "Vi skal tage tidligere i lufthavnen når vi skal med fly" ca. tusind gange på et stykke papir 
Trængslerne var dog ikke overstået endnu, og vi skulle nu få en lektion mere i problematisk amerikansk logistik: Sagen er nemlig den (har vi senere læst i avisen) , at behovet for fly har gjort at afgangsplanerne er blevet så stramme at teknikken ikke kan følge med. Hvert 36. sekund går et fly ud af New York's lufthavne (der er 3 i alt – J.F. Kennedy Airport, La Guardia og Newark) og denne yderst smalle margen betyder at 75% af alle indenrigsfly bliver forsinket eller aflyst. Dette skulle vi mærke på egen krop i allerhøjeste potens: På grund af aflysninger var vores 13.40 fly helt fyldt op og vi stand-by'ere måtte således vente på næste fly – og på næste fly – og på næste fly. Med andre ord: Vi fik en dag i lufthavnen og frygtede snart at alle fly resten af dagen ville være fyldte eller aflyste. Intet var dog sikkert, da Continental først få minutter inden hver afgang kunne se om der blev plads eller ej.
Da klokken nærmede sig 19.00 skulle næst-sidste fly afsted, og vi havde næsten opgivet håbet – da "Mr. Villum and Ms. ….ehm…Lithjay" blev kaldt ud. Indrømmet – vores reaktion var måske lidt overdrevet…folk troede nok at vi vandt i Lotto eller noget, sådan som vi sprang op og jublede – hurtigt fik vi pakket iBooks, Powerbooks, blade og bøger sammen og styrtet hen til gaten, klar til afgang.
Vores sene afgang gjorde desværre at vores planlagte biograftur efter ankomst måtte aflyses (Nathan og Christian var i bedste rollespils-nørdestil blevet enige om at vi skulle til premieren på Beowulf – vel at mærke i iMax 3D – men det blev desværre ikke til noget, da vi først ankom kl. 21.30).
Istedet tog vi ud at spise på en restaurant ved navn The Aquarium, hvor væggene bestod af enorme akvarier med tropefisk – rigtigt fedt – og bagefter tog omkring verdens mest kendte country-spillested, Grand Ole Opry i Nashville.
Dagens største oplevelse kom dog til allersidst, hvor Nathan tog os Grand Opry Hotel, som ligger ved siden af spillestedet. Et gammelt hotel fra 50'erne som er kendt land og rige rundt – bl.a. fordi sangere og bands som optræder på spillestedet efterfølgende overnatter her – eller sågar giver koncert der.
"Sightseeing på et hotel?" tænker du nok med kedsomhed i stemmen – men jeg skal love for at det var oplevelsen værd. Aldrig nogensinde har vi set så stort et hotel – inde i midten ligger for det første et opvarmet indendørs landskab under en enorm glaskuppel. Selve dette rum er nok på størrelse med 2 x Gigantium i Aalborg – det var gigantisk! Her rundt om ligger så fløje med værelser, og vi lyver ikke, når vi siger, at der nok skulle være 3-4.000 værelser. Her ved siden af lå så 2 andre lignende konstruktioner – dvs. kæmpe indendørs landskab med værelser rundt om – og heraf var det ene pyntet op til jul (det var Diana helt vild med). Alle 3 haller havde flodsystemer, søer, vandfald, rigtige kæmpe træer, broer og små 3-etagers huse med restauranter og gift-shops (det er jo USA) og vi brugte næsten 2 timer på at gå hele komplekset rundt i rask tempo – og for at det ikke skal være løgn, så var komplekset endnu større end det beskrevne – for den sidste trediedel bestod også af værelser, men ydermere af en række store koncertsale som også bruges til kongresser (tænk gammelt hotel med enorme, lange gange i hyggelig luksus a la det enorme hotel i Stephen King's 'The Shining' – på dansk Ondskabens Hotel). Vi stak lige hovedet indenfor i én af dem – en enorm sal med en flot ornamenteret scene i den ene ende. Jeg sagde til Nathan: "Man kan lige forestille sig Glenn Miller stå der med et 50-mands swing orkester tilbage i 50'erne, hva?", hvortil han svarede: "Sjovt du siger det, Glenn Miller har spillet her rigtigt mange gange".
Kronen på værket så vi til allersidst, hvor vi gik udenfor hotellet på forsiden (vi var gået ind ad bagsiden). Her var en træ-allé, som i anledning af julens komme var illumineret så man var ved at falde bagover. Bl.a. var der en håndfuld enorme, gamle bøgetræer som alle var udstyret med flere kilometer lyskæder, som omhyggeligt var snoet rundt om ALLE træerne grene, helt ned til de allermindste. Det måtte seriøst have taget flere uger at gøre dette – og Nathan fortalte også, at det tager dem 2 måneder at sætte pærerne op – og 6 måneder at tage dem ned. Altså kun 4 måneder om året har pære-folkene pause på denne kollossale mastodont af et hotel. I-m-p-o-n-e-r-e-n-d-e – et MUST-SEE hvis du kommer til Nashville (der er fri adgang og det er en kæmpe attraktion, som trækker tusinder af turister til – man går bare ind, det kræves ikke at man overnatter eller noget som helst).
