SØNDAG D. 18. NOVEMBER 2007
Søndag blev endnu en oplevelsesrig dag, hvor vi stiftede bekendtskab med dét, der nok en Kentucky's allerstørste attraktion – naturen. Nathan, vores perfekte guide, havde først planlagt at vi skulle besøge ét udkigspunkt, som normalt ikke er tilgængeligt for offentligheden – og slet ikke turister. Tæt ved Bowling Green ligger en kæmpe slugt, hvor floden Green River løber nederst, omgivet af frodig løvskov – og på den nordlige "rim" – altså kant, havde Nathan og hans kammerat Pat, som vi også nævnte i gårsdagens indlæg (det var ham der var sushi-kok på restauranten) kendskab til en klippesats, som stikker ud over dybet og ligger allerhøjest oppe – med en fantastisk udsigt (Det er Pat som har fundet klippesatsen på én af hans mange heldags-opdagelses-hikes i det enorme klippelandskab). Klippesatsen er ikke tilgængelig via nogen sti, men derimod ved at bane sig vej igennem et par kilometer tæt skov. Det krævede lidt forrevne bukser, men var så ganske afgjort besværet værd – sjældent har vi set noget så storslået. Under os var et malerisk farve-tæppe af efterårstræer – så langt øjet rakte igennem dalen, gennemskåret af den grønne flod – totalt postkort motiv af højeste karat, og totalt uspoleret af turisthånd. Nathan fortalte, at de tit kom derop for at slappe af eller spise frokost eller aftensmad. Desværre havde vi ikke tid til dette, da vi havde endnu en storslået oplevelse i vente – Mammoth Cave – mammut grotterne.
(Sjovt nok mødte vi i vildnisset på vej til klippesatsen tre andre unge – hvilket var overraskende, da Nathan normalt ikke møder andre i dette område, som jo er relativt svært tilgængeligt og tilmed ukendt – men da de spurgte om vi også kendte Pat, kunne Nathan huske at Pat ganske rigtigt havde fortalt "hemmeligheden" videre til andre af hans venner – og det var dem vi nu var stødt på).
Mammoth Cave er Bowling Green's største attraktion. Hulerne er blevet døbt "Mammoth", fordi det er verdens største sammenhængende hulesystem. Et system som tæller imponerende 367 miles (ca. 514 km) huler – hvilket vel at mærke forlænges hvert år, efterhånden som man udforsker hulesystemet, som siges at strække sig i næsten det uendelig ned i jorden og ud under denne del af Kentucky (det vurderes at de nuværende fortegnelser kun udgør 30% af den samlede hule). Selve systemet har flere indgange, hvor enkelte af lavet af menneskehånd (dvs. dynamit 
– så det er lettere at komme ind og ved de mest serværdige dele af de enorme huler dybt under jorden.
Vi skulle på den guidede tur der bar titlen "Frozen Niagara" – en tur som bragte os ind at se nogle helt fantastiske lim-stens-aflejringer, som over tusinder af år havde aflejret et kæmpemæssigt kridhvidt vandfald af lange drypsten som inde i en kæmpe vælving hang ned over mere end 15-20 meter. Et ganske overvældende syn – som ikke blev mindre ærefrygtindgydende ved turen ned i dybet, som flere steder afslørende dybe afgrunde endnu dybere ned i jorden (man kan kun gyse ved at tænke på de opdagelsesrejsende, som tilbage i 20'erne begav sig ind i de dengang uudforskede gruber, kun udstyret med petroliumslamper og vovemod. Op til flere er blevet overrasket af pludselig faldgruber – og ikke mindst alskens kryb i mørket, såsom de store edderkoppe-lignende 'cave crickets' – et seks-benet kryb, som trives i det kulsorte dyb og kravler rundt på enorme underjordiske klippeformationer.
Som kontrast til dette imponerende og barske naturfænomen besøgte vi også reservatets restaurant (igen: Vi er jo i USA), hvor vi treatede os selv med en Kentucky-specialitet: Fruit Cobbler – kage, blandede bær og masser af is – samt Brownie Delight – mere kage og mere is – i så store mængder at vi måtte levne (!!). Læææækkert.
Dagens indtag af kalorier var dog langt fra slut. Becky, Nathans mor, havde nemlig insisteret på at lave aftensmad til os, og vores første idé var naturligvis Kentucky Fried Chicken – hvad kunne være mere autentisk end en hjemmelavet udgave af dét staten og syden er allermest kendt for verden over? Becky ville allerhelst lave noget mere specielt, da fried chicken er en hverdagsret, men hun og resten af familien respekterede dog grinende vores ønske om lige præcis denne ret – så sådan blev det. Tilbehøret bestod af sweet potatoes med appelsiner, corn pudding og gratinerede squash og aubergine skiver – samt pumpkin pie til dessert. Det var helt vildt hyggeligt, og præcis som man ser i film med en stor amerikansk familie rundt om bordet (John Paul's kæreste Samantha var også med, så der var fuldt hus i det lille hjem). Vi var klare til at rulle i seng bagefter – men tog dog lige i biffen og fik set Beowulf, nu hvor vi gik glip af den i fredags. Selvom vi egentlig var mætte, så fik vi lige klemt et par store baljer cola ned – sammen med en trillebørfuld popcorn med smør. Hvis ikke det var fordi vi havde gået 5-6 km i ufarbart terræn idag, så kunne vi nok lægge 2-3 kg på sidebenene
(Det skal siges at vi – for at opleve ægte sydstatsmorgenmad – iøvrigt havde startet dagen med morgenmad på Waffel House – en lavpris morgenmadskæde, der – som navnet antyder – ikke skeler til hverken kolesteroltal eller diæter. Det var meningen at vi skulle have spist på et såkaldt "mom and dad" morgenmadssted – altså en privatejet morgenmadssnask sammen med alle truckerne – men disse var alle lukkede i weekenden, så derfor måtte vi ty til kæderne – i dette tilfælde Waffel House).
